Woodstock Modelflyveklub

En klub for dig, der elsker modelfly, byggeri, fællesskab og glæden ved at få noget til at flyve.

Hvorfor vælge modelflyvning?

Uanset om man er ung eller gammel, er der noget særligt fascinerende ved flyvning. Det er denne fascination, der er kernen i modelflyvning, hvor flyvning, teknik, kreativitet og fællesskab går hånd i hånd.

Nogle vil helst bare flyve, mens andre synes det er lige så spændende at bygge, justere og nørde med modellerne. Hos os er der plads til det hele – og til både begyndere og erfarne entusiaster.

Der findes modeller i mange størrelser, typer og prisklasser, så du kan være med, uanset om du er helt ny eller allerede har erfaring. Du kan se nogle af vores i galleriet

Hvad flyver vi med?

Hos Woodstock møder du en god blanding af motorfly, svævefly, jetfly og helikoptere. Derudover har vi også lidt linestyret flyvning og enkelte kameradroner.

De fleste modeller har elmotor, men du vil også opleve motorfly med nitro- eller benzinmotor. Helikopterne er mest rolige skalamodeller; altså ingen 3D vildbasser. Det giver masser af variation – både for dig, der er ny, og for dig, der allerede kender hobbyen.

Hvordan kommer du i gang?

Det er nemmere at komme i gang, end du måske tror. Som ny pilot behøver du ikke straks købe en masse udstyr. Du kan begynde med at flyve med vores klubfly under vejledning af en af klubbens instruktører – allerede første gang du besøger os.

På den måde kan du mærke efter, om modelflyvning er noget for dig, og samtidig få hjælp til at finde ud af, hvilken model der er god at starte med. Du må gerne låne klubflyet i begyndelsen, så du kan komme trygt og godt i gang, før du beslutter dig for at købe dit eget. Du kan også øve dig på en RC-flysimulator, men det er bestemt ikke nødvendigt.

For at være medlem af Woodstock Modelflyveklub skal du også være medlem af den landsdækkende organisation Modelflyvning Danmark (MDK) Det giver dig blandt andet en særlig ansvarsforsikring, så du er dækket, når du flyver på en godkendt modelflyveplads. Derudover får du et godt medlemsblad seks gange om året og adgang til et omfattende arkiv af tegninger, du kan bygge efter.

Kontingent (Woodstock + MDK)

Junior (u.18 år): 450 kr + 100 kr/år

Senior: 900 kr + 700 kr/år

Hvor finder du os?

Adresse: Krogstrupvej 149, Torrild, 8300 Odder

Flyvepladsen ligger i rolige omgivelser med god plads omkring os. Kør op ad grusvejen ved Krogstrupvej 165, og drej til venstre ad den første sidevej – så er du ved klubben. Eller brug Google Maps.

Har du lyst til at kigge uanmeldt forbi på en klubdag, er du meget velkommen!! Der er størst change for flyvning på dage med mindre end 5 m/s middelvind, og tørvejr.

Hvornår kan du flyve?

Flyvning med brændstofmotor (eller støjende elmotor) er begrænset til tirsdage og lørdage fra kl. 12:00 til solnedgang. Øvrige støjsvage elmodeller og svævefly må flyve alle dage.

Sommertid – fælles klubdage

Tirsdag: kl 17 [flyvning]

Lørdag: kl 14 [flyvning]

Vintertid – fælles klubdage

Tirsdag: kl 19 [byg+hyg i Solbjerg]

Lørdag: kl 14 [flyvning]

Det danske vejr er ikke altid perfekt til modelflyvning, så selv på klubdage kan det ske, at flyene bliver i bilerne. Til gengæld bliver der stadig hygget, snakket og ofte tændt op i grillen.

Om vinteren er der også mange gode flyvedage, hvis du er klædt ordentligt på – og om lørdagen er der altid varme i klubhuset. Hver tirsdag mødes vi i Solbjerg, hvor vi låner et mødelokale + værksted.

Se vores Facebook-gruppe for aktuelle arrangementer og beskeder. Skriv gerne selv i gruppen, hvis du vil besøge os på pladsen. Du kan se aktuel vind og temperatur på vores vejrstation.

Fotogalleri

Her kan du se et lille udvalg af billeder fra flyvepladsen, klublivet og nogle af de modeller, du møder hos os.

Klar til at prøve?

Skriv til os på Facebook eller på Woodstock(a)gmail.com, eller duk bare uanmeldt op i vores klub, og oplev selv hvorfor modelflyvning er så fascinerende.